Et samfund anerkender visse individer som autoriserede budbringere af den guddommelige vilje. Disse individer er profeter. De taler med en autoritet, der hævder at overskride almindelig politisk eller præstelig magt.

Klassiske profeter i Israel konfronterede konger, fortolkede historiske kriser og holdt pagtens krav i live. Andre religioner ærer grundlæggende eller reformerende profeter. Det profetiske kald indebærer ofte personlige omkostninger, herunder afvisning og lidelse. Kriterier for anerkendelse inkluderer troskab mod tidligere åbenbaringer og budskabets frugt.

Profeter kan være skriftlige skikkelser, hvis ord er bevaret, eller mundtlige skikkelser kendt gennem traditionen. Deres arv former etik, politik og håb. Samtidens religiøse liv appellerer stadig til profetisk vidnesbyrd, når det udfordrer selvtilfredshed eller uretfærdighed.

En profets autoritet hviler på påstanden om at have stået i det guddommelige råd.