Religiøst sprog skelner mellem det rige, der er sat til side for det guddommelige, og det almindelige liv. Det, der hører til det almindelige liv, kaldes profan. Udtrykket betyder oprindeligt uden for templet.

Profant rum, tid og genstande er tilgængelige til almindelig brug uden særlige rituelle forholdsregler. Det hellige kræver derimod ærbødighed og begrænset adgang. Grænsen opretholdes af regler om renhed, tale og adfærd. Overtrædelse af grænsen udgør helligbrøde.

Moderne sekulære samfund udvider det profane og indskrænker det offentligt anerkendte hellige. Alligevel består denne forskel i en restform, når folk sænker stemmerne i bestemte bygninger eller tøver med at behandle bestemte symboler let. Antropologer og teologer fortsætter med at kortlægge, hvordan forskellige kulturer trækker grænsen.

Det profane er ikke nødvendigvis ondt; det er simpelthen ikke helligt.