En udskåret eller støbt figur står i et helligdom og modtager ofringer og bønner. Denne figur er en afgud, når tilbedere behandler den som en guddom eller som en guddommes bolig. Denne praksis er gammel og udbredt.

Idoler giver konkret fokus til hengivenhed og gør det usynlige håndgribeligt. Kritikere inden for monoteistiske traditioner fordømmer afgudsdyrkelse som forveksling af skaberen med skabte ting. Forsvarere af billedbrug skelner mellem ærbødighed for, hvad billedet repræsenterer, og tilbedelse af selve den materielle genstand. Debatten har igen resulteret i ikonoklasme og ikondyrkelse.

Ud over bogstavelige statuer advarer religiøse lærere mod at behandle rigdom, magt eller ideologi som funktionelle idoler. Begrebet udvider sig således fra fysiske objekter til enhver endelig virkelighed, der gives ultimativ troskab. Fysiske idoler forbliver centrale i mange levende traditioner i Asien, Afrika og andre steder.

En afgud koncentrerer hengivenhed, som ellers ville forblive diffus.