Zen er en skole inden for Mahayana-buddhismen, der har meditation som sin centrale praksis og direkte indsigt som sit mål. Den opstod i Kina som Chan, blev bragt til Japan, hvor den blomstrede under navnet Zen, og har siden spredt sig over hele verden.

Traditionen kan spores tilbage til Buddhas ordløse overlevering af dharmaen til Mahakashyapa og til Bodhidharmas legendariske ankomst til Kina. Den historiske udvikling er mere kompleks og involverer samspillet mellem indiske meditationsteknikker og kinesisk kultur og daoistisk følsomhed. To store japanske grene opstod: Rinzai, som bruger paradoksale gåder kaldet koaner til at fremkalde et gennembrud, og Soto, som understreger shikantaza, "bare at sidde", uden bevidst at stræbe efter nogen bestemt tilstand.

Zen-træning er streng. Lange timers siddende meditation, opmærksomhed på kropsholdning og åndedræt samt vejledning fra en lærer er de almindelige midler. Oplysning beskrives som den pludselige erkendelse af ens egen sande natur, som allerede er fuldendt. Kunstformer – blækmaling, kalligrafi, havedesign, teceremonien – blev redskaber for den samme indsigt, der kom til udtryk i hverdagens aktiviteter.

Zen mistror udførlige doktriner og verbale forklaringer. Pointen er ikke at tale om månen, men at se den.