Taoisme begynder med observationen af, at verden har en vej. Tao er vejen – den mønstrede, spontane proces, hvorved himlen, jorden og de ti tusind ting udfolder sig. Mennesker trives, når de bevæger sig med den snarere end imod den.

De grundlæggende tekster er Tao Te Ching, tilskrevet den legendariske Lao Zi, og Zhuang Zi, en samling af historier og argumenter, der hylder frihed fra rigide kategorier. Begge advarer mod tvungen handling og overdreven stræben. Wu wei, ofte oversat til "ikke-handling", er ikke passivitet, men handling så afstemt efter omstændighederne, at den ikke efterlader nogen friktion. Enkelhed, ydmyghed og en præference for det bløde og føjsomme frem for det hårde og aggressive er tilbagevendende temaer.

Religiøs taoisme udviklede senere udførlige ritualer, intern alkymi og et pantheon af guddomme og udødelige. Teknikker til vejrtrækning, kost og meditation sigtede mod et langt liv eller åndelig transcendens. De to strømninger - filosofiske og religiøse - har altid overlappet hinanden mere, end vestlige klassifikationer nogle gange tillader.

I det almindelige kinesiske liv fortsætter taoistiske ideer med at præge holdninger til natur, sundhed og grænserne for menneskelig kontrol. Traditionen forbliver mindre et system af doktriner end en kultiveret sensibilitet: følelsen af, at universet allerede er i bevægelse, og at visdom består i at finde sin plads i denne bevægelse.