Spacing-effekten er den konstatering, at distribueret studie eller praksis giver bedre langsigtet fastholdelse end massestudier af det samme materiale. Det er mere effektivt at sprede læringssessioner over tid end at proppe tingene sammen.

Ebbinghaus bemærkede fordelen for mere end et århundrede siden; efterfølgende forskning har bekræftet den på tværs af en bred vifte af materialer, aldre og opbevaringsintervaller. Afstand mellem punkter giver tid til konsolidering, reducerer træthed og skaber flere forskellige kontekster, der beriger genfindingssignaler. Det optimale interval afhænger af, hvor længe informationen skal bevares: længere opbevaringsintervaller drager fordel af længere afstand.

Studerende, der gennemgår materiale over flere dage i træk, klarer sig bedre end dem, der bruger den samme samlede tid på en enkelt session. Effekten gælder for både motoriske færdigheder og verbal og konceptuel læring. Trods dens robusthed er masseøvelse fortsat almindelig, fordi den giver hurtige kortsigtede gevinster, der føles tilfredsstillende, selvom de hurtigt forsvinder.

Spredt læring varer længere end komprimeret læring.