Lingvistisk determinisme er den stærke form af Sapir-Whorf-hypotesen: påstanden om, at det sprog, en person taler, bestemmer den måde, personen tænker på. I sin strengeste version bebor talere af forskellige sprog forskellige kognitive verdener, fordi deres sprog skaber virkeligheden forskelligt.

Benjamin Lee Whorf argumenterede for, at et sprogs grammatik og ordforråd former vanetænkning. Han pegede på forskelle i den måde, sprog koder for tid, tal og rumlige relationer. Senere forskning har testet mere moderate versioner af ideen – lingvistisk relativitet – og spurgt, om sprog påvirker, snarere end strengt bestemmer, opmærksomhed, hukommelse og kategorisering. Evidensen er blandet. Sprog kan påvirke opmærksomheden mod bestemte sondringer og gøre nogle begreber mere tilgængelige, men alligevel kan folk tænke på kategorier, hvor deres sprog mangler et enkelt ord, og talere af forskellige sprog kan nå frem til de samme logiske konklusioner.

De fleste moderne psykolingvister afviser streng determinisme, men accepterer, at sprog kan udøve subtile, målbare effekter på kognition. Debatten fortsætter med at stimulere forskning i farveopfattelse, rumlig ræsonnement og repræsentation af tid.

Sprog er et stærkt redskab for tanken. Om det også er et fængsel for tanken, forbliver et empirisk spørgsmål med et komplekst svar.