James-Langes teori om følelser hævder, at oplevelsen af ​​følelser er bevidstheden om fysiologiske reaktioner på en følelsesfremkaldende stimulus. Vi føler os bange, fordi vi ryster; vi føler os triste, fordi vi græder.

William James og Carl Lange fremsatte uafhængigt af hinanden ideen i slutningen af ​​det nittende århundrede. Den vendte den almindelige, sunde fornuft-rækkefølge om, hvor følelser kommer først, og kropslige udtryk følger. Ifølge teorien er forskellige følelser forbundet med forskellige mønstre af kropslige forandringer, og opfattelsen af ​​disse forandringer udgør følelsen. Uden den kropslige feedback, antyder teorien, ville følelsesmæssige oplevelser være blege eller fraværende.

Kritikere, herunder Walter Cannon, argumenterede for, at kropslige ændringer er for ens på tværs af følelser og for langsomme til at forklare følelsernes hastighed. Senere forskning har vist, at feedback fra kroppen påvirker den følelsesmæssige oplevelse – både ansigtsfeedback og interoceptiv bevidsthed spiller en rolle – men kognition og vurdering spiller også en stor rolle. Moderne teorier behandler ofte James-Lange-indsigten som en komponent i en mere kompleks proces.

Teoriens varige bidrag er påstanden om, at kroppen ikke blot er den scene, hvorpå følelser vises; den er en del af selve følelsen.