Intelligenskvotienten, eller IQ, blev oprindeligt defineret som forholdet mellem mental alder og kronologisk alder ganget med 100. Et barn, der præsterede på niveau med en gennemsnitlig 10-årig, og som selv var 8 år gammel, ville have en IQ på 125.

Moderne IQ-tests bruger ikke længere formlen for mental alder. I stedet sammenligner de en persons præstation med præstationen af ​​en stor, repræsentativ stikprøve på samme alder. Gennemsnittet er sat til 100, og standardafvigelsen er typisk 15. Scorer fordeles i en tilnærmelsesvis normal kurve. Testene er standardiserede, og normerne opdateres med jævne mellemrum for at tage højde for ændringer i populationen.

IQ-scorer forudsiger akademiske præstationer og i mindre grad erhvervsmæssig succes. De er mindre prædiktive for kreativitet, praktiske færdigheder eller følelsesmæssig tilpasning. Scorer kan ændre sig med udvikling, uddannelse og intervention, især i barndommen. Der er kontroverser omkring fortolkningen af ​​gruppeforskelle og potentialet for kulturel bias i testinhold og -administration.

En IQ-score er en opsummering af præstationen på et bestemt sæt opgaver i forhold til en normgruppe. Det er en nyttig indikator, ikke et komplet mål for en persons værdi eller potentiale.