Generelt tilpasningssyndrom er Hans Selyes beskrivelse af kroppens stereotype reaktion på langvarig stress. Det udfolder sig i tre faser: alarm, modstand og udmattelse.

I alarmfasen mobiliserer kroppen sig – sympatisk aktivering, frigivelse af adrenalin og kortisol, forberedelse til kamp eller flugt. Hvis stressfaktoren fortsætter, begynder modstandsfasen: fysiologiske mestringsmekanismer forbliver forhøjede, og organismen forsøger at tilpasse sig, mens den fungerer med en højere pris. Når stressfaktoren varer ved i længere tid, eller når ressourcerne er udtømte, sætter udmattelsesfasen ind. Immunfunktionen falder, og stressrelateret sygdom bliver mere sandsynlig.

Selyes model var baseret på dyreforsøg med forskellige stressfaktorer – kulde, skade, infektion – der forårsagede lignende kropslige ændringer. Den etablerede ideen om, at stress er en uspecifik reaktion, og at kronisk aktivering medfører en kumulativ omkostning. Moderne stressforskning har lagt større vægt på psykologisk vurdering, individuelle forskelle og de specifikke virkninger af forskellige stressfaktorer, men trefaset er fortsat en nyttig organiserende ramme.

Kroppen kan klare en udfordring. Når udfordringen aldrig slutter, begynder de adaptive systemer selv at svigte.