Gate-control-teorien foreslår, at rygmarven indeholder en neurologisk "gate", der enten blokerer smertesignaler eller tillader dem at passere til hjernen. Gaten åbnes af aktivitet i små nervefibre, der bærer smerte, og lukkes af aktivitet i større fibre eller af signaler, der kommer ned fra hjernen.

Ronald Melzack og Patrick Wall introducerede teorien i 1965. Den forklarede, hvorfor det at gnide en stødt albue kan reducere smerte - aktiviteten fra store fibre fra berøring lukker porten - og hvorfor psykologiske faktorer som opmærksomhed, forventning og følelser kan forstærke eller mindske smerte. Substantia gelatinosa i rygmarvens dorsale horn blev foreslået som stedet for porten.

Senere forskning har forfinet de anatomiske detaljer, men kerneideen er stadig indflydelsesrig. Smerte er ikke et simpelt termometer for vævsskade; det er en konstruktion, der moduleres på flere niveauer i nervesystemet. Teorien banede vejen for behandlinger, der er rettet mod den perifere skade – transkutan elektrisk nervestimulation, kognitive strategier og visse lægemidler – snarere end kun den perifere skade.

Smerte når kun bevidsthed, hvis porten tillader den at komme igennem. Den indsigt ændrede, hvordan smerte forstås og behandles.