Trosudholdenhed er tendensen til at klamre sig til en oprindelig opfattelse, selv efter at de beviser, den var baseret på, er blevet miskrediteret. Når en tro først slår rod, modstår den at blive oprykket med rode.

Klassiske eksperimenter viste, at personer, der dannede sig et indtryk af en anden person på baggrund af feedback, der senere blev fortalt at være falsk, fortsatte med at vurdere personen i overensstemmelse med den oprindelige feedback. Det samme mønster ses med sociale teorier, politiske holdninger og selvvurderinger. At forklare, hvorfor en overbevisning kan være sand, synes at styrke den; handlingen med at generere understøttende begrundelser skaber en mental struktur, der overlever fjernelsen af ​​de oprindelige data.

Fænomenet er ikke simpel stædighed. Det afspejler den måde, hukommelse og ræsonnement fungerer på. Folk husker information, der er i overensstemmelse med deres overbevisninger, lettere end inkonsekvent information, og de fortolker tvetydige beviser på måder, der bekræfter deres overbevisninger. At afbalancere meninger er muligt, men anstrengende: aktivt at overveje det modsatte eller at forklare, hvordan den modsatte overbevisning kan være sand, kan reducere udholdenhed.

Overbevisninger er lettere at danne end at opgive. Denne asymmetri former både almindelige meninger og videnskabelige fremskridt.