Når religiøse autoriteter styrer direkte, eller når loven eksplicit er afledt af religiøs doktrin uden sekulær tilsidesættelse, er systemet et teokrati. Politisk og åndelig ledelse er sammensmeltet eller tæt forbundet.

Historiske teokratier omfatter visse perioder med paveligt styre og Calvins Genève. Samtidige eksempler eller delvise eksempler forekommer, hvor gejstlige organer har vetoret over lovgivning og offentlige embeder. Teokratiske krav hviler på guddommelig autoritet snarere end alene folkelig samtykke eller arvelig ret.

Teokratier begrænser religiøs uenighed og regulerer ofte personlig adfærd i henhold til hellig lov. De kan skabe stærk social samhørighed blandt troende, samtidig med at de skaber konflikt med ikke-troende og med moderne forventninger om individuelle rettigheder. Overgange væk fra teokratisk styre er typisk kontroversielle, fordi de ikke kun udfordrer politiske ordninger, men også de ultimative kilder til legitimitet.

I et teokrati kan det at udfordre herskeren beskrives som at udfordre selve den guddommelige orden.