Partier og grupper, der ikke kontrollerer regeringen, udgør oppositionen. I demokratiske systemer gransker oppositionen flertallet, foreslår alternativer og forbereder sig på at tage magten, hvis vælgerne beslutter det.

Institutionaliseret opposition er et kendetegn ved liberalt demokrati. Oppositionspartier modtager proceduremæssige rettigheder, finansiering og medieadgang, der giver dem mulighed for at konkurrere retfærdigt. I autoritære systemer bliver ægte opposition chikaneret, koopteret eller forbudt, hvilket kun efterlader nominelle eller godkendte kritikere.

Effektive oppositioner balancerer konfrontation med ansvar. Ren obstruktion kan fremmedgøre vælgere; overdreven samarbejde kan sløre forskelle. Skyggekabinetter, udvalg og offentlige kampagner er standardværktøjer. Et demokratis sundhedstilstand kan delvist aflæses ud fra, om oppositionen kan kritisere uden frygt, og om den har en realistisk vej til embedet.

• Politiske kræfter, der ikke er ved magten i øjeblikket
• Gransker regeringen og tilbyder alternativer
• Beskyttet i demokratier, begrænset i autokratier
• Forbereder sig på en mulig fremtidig regering