Almen velfærd er det fælles bedste eller velbefindende for folket som helhed. Udtrykket forekommer to gange i den amerikanske forfatning. Det er i præamblen: fremme den generelle velfærd. Det er i artikel I, afsnit 8: Kongressen skal have beføjelse til at opkræve skatter for at sørge for den generelle velfærd. Udtrykket er bredt. Det er også omstridt. Hvad tæller som den generelle velfærd? Hvem bestemmer?

James Madison argumenterede for, at klausulen om generel velfærd ikke var en separat tildeling af magt. Den var en begrænsning af beskatningskompetencen. Kongressen kunne kun beskatte til generelle velfærdsformål, ikke til lokale eller fraktionelle fordele. Alexander Hamilton var uenig. Han argumenterede for, at klausulen gav Kongressen bred bemyndigelse til at bruge penge til nationale formål. Debatten fortsætter. Højesteret har generelt taget Hamiltons parti. Forbrugskompetencen er bred. Kongressen kan bruge penge til næsten ethvert formål, den anser for at fremme den generelle velfærd.

Generel velfærd i praksis

• Social sikring og Medicare.
• Motorveje og infrastruktur på mellemstatslige veje.
• Uddannelses- og forskningsfinansiering.
• Programmer for offentlig sundhed og sikkerhed.
• Nationalt forsvar og hjemlandssikkerhed.

Den generelle velfærdsklausul er grundlaget for den moderne administrative stat. Den retfærdiggør føderale udgifter til sundhed, uddannelse og velfærd. Kritikere siger, at den er blevet strakt for langt. De siger, at den tillader Kongressen at gøre hvad som helst. Forsvarere siger, at den er nødvendig for en moderne nation. Udtrykket er vagt. Det er dens styrke og dens svaghed. Den tillader fleksibilitet. Den tillader også misbrug. Den generelle velfærd er et ædelt mål. Det er også en blank check. Debatten om dens betydning er en debat om størrelsen og omfanget af regeringen. Det er en debat, der har varet i over to århundreder. Den viser ingen tegn på at ende.