Suveræne stater deltager sommetider i en løs union, der bevarer deres uafhængighed, samtidig med at de skaber begrænsede fælles institutioner. Denne ordning er en konføderation. Central myndighed eksisterer kun ved delegation og kan normalt trækkes tilbage.

Historiske eksempler inkluderer perioden med Konføderationsartiklerne i det tidlige USA og den schweiziske konføderation, før den udviklede sig til en føderation. Medlemslandene bevarer retten til at ugyldiggøre centrale beslutninger eller forlade den. Beslutningstagning i centrum kræver ofte enstemmighed eller superflertal, hvilket kan føre til fastlåste beslutninger.

Konføderationer har en tendens til at blive dannet med henblik på gensidigt forsvar eller økonomisk koordinering og opløses eller strammes op i føderationer, når den løse struktur viser sig utilstrækkelig. Den Europæiske Union udviser nogle konføderale træk sideløbende med mere integrerede. Den vigtigste forskel fra en føderation er medlemmernes resterende suverænitet og svagheden ved direkte central myndighed over individer.

En konføderations centrale organer virker mere på stater end på borgere.