Checks and balances er et system, der tillader hver gren af ​​regeringen at begrænse de andres beføjelser. Den lovgivende gren laver love. Den udøvende gren håndhæver dem. Den dømmende gren fortolker dem. Hver gren kan kontrollere de andre. Ingen gren er øverste. Systemet forhindrer tyranni. Det kræver kompromis.

Skaberne af den amerikanske forfatning designede systemet. De frygtede koncentreret magt. De delte den. Kongressen kan vedtage en lov. Præsidenten kan nedlægge veto imod den. Kongressen kan tilsidesætte vetoet med to tredjedeles flertal. Præsidenten kan lave traktater. Senatet skal ratificere dem. Præsidenten kan udpege dommere. Senatet skal bekræfte dem. Domstolene kan erklære love forfatningsstridige. Præsidenten kan benåde. Kongressen kan stille en rigsretssag. Der er mange begrænsninger.

Eksempler på kontrol og balance

• Præsidenten nedlægger veto mod lovgivning.
• Kongressen tilsidesætter et veto.
• Senatet bekræfter eller afviser udnævnelser.
• Højesteret erklærer en lov forfatningsstridig.
• Kongressen stiller en rigsretssag og afsætter embedsmænd.

Check and balances er ikke altid gnidningsløse. De kan forårsage fastlåste forhold. En splittet regering kan have svært ved at vedtage love. Det er med vilje. Systemet foretrækker overvejelser frem for hastighed. Det foretrækker konsensus frem for ensidig handling. Lovgiverne ønskede det sådan. De havde set magtmisbrug. De ville forhindre det. Check and balances er ikke perfekte. De kan manipuleres. De kan ignoreres. De afhænger af normer og god tro. Men de forbliver en hjørnesten i forfatningen. De er maskineriet i en begrænset regering. De er svaret på spørgsmålet: hvem holder øje med vægterne? Grenene holder øje med hinanden.