Stater formaliserer sommetider deres samarbejde gennem traktater, der forpligter dem til gensidig støtte. En alliance er en sådan aftale, der normalt fokuserer på sikkerhed, men sommetider omfatter økonomisk eller politisk koordinering.

Alliancer kan være bilaterale eller multilaterale. De kan forpligte medlemmer til at konsultere, dele efterretninger eller behandle et angreb på én som et angreb på alle. NATO er fortsat det mest fremtrædende nutidige eksempel på en kollektiv forsvarsalliance. Historiske alliancer har formet resultaterne af krige og magtbalancen i århundreder.

Medlemskab medfører fordele og omkostninger. Allierede opnår afskrækkelse og fælles ressourcer; de accepterer også begrænsninger på ensidig handling og risikoen for at blive trukket ind i konflikter, som de ikke selv har skabt. Alliancer udvikler sig, udvider sig eller opløses, efterhånden som interesser og trusler ændrer sig. Diplomater bruger en betydelig indsats på at håndtere de forventninger og byrder, som allianceforpligtelser skaber.

• Formel aftale om gensidig støtte
• Ofte centreret omkring sikkerhedsgarantier
• Kan være bilateral eller multilateral
• Former medlemslandenes strategiske adfærd