Et sort hul er et område i rumtiden, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan undslippe, ikke engang lys. Grænsen kaldes begivenhedshorisonten. Kryds den, og der er ingen vej tilbage. Centrum rummer en singularitet, et punkt med uendelig tæthed, hvor fysikkens kendte love bryder sammen. Sorte huller dannes, når massive stjerner kollapser ved slutningen af ​​deres liv. Kernen imploderer, og hvis der er nok masse tilbage, kan intet stoppe kollapset.

Sorte huller er ikke kosmiske støvsugere. De suger ikke alt i nærheden ind. Et objekt, der kredser i sikker afstand, forbliver i kredsløb, ligesom planeter kredser om solen. Faren er kun tæt på begivenhedshorisonten. Astronomer opdager sorte huller ved deres virkning på nærliggende stof. Gas og støv opvarmes, når de spiralerer indad og udsender røntgenstråler. Gravitationsbølger breder sig, når sorte huller smelter sammen. Det første billede af et sort hul, der blev udgivet i 2019, viste den glødende ring omkring begivenhedshorisonten for M87*, et supermassivt sort hul i en fjern galakse.

Fakta om det sorte hul

• Begivenhedshorisont. Punktet uden vej tilbage.
• Singularitet. Centrum, hvor tætheden er uendelig.
• Dannelse. Kollaps af massive stjerner.
• Detektion. Røntgenstråler fra indfaldende stof, gravitationsbølger.
• Supermassive. Millioner til milliarder af solmasser, ved galaksecentre.

Tiden går langsommere nær et sort hul. En astronaut, der svæver tæt på begivenhedshorisonten, ville ældes langsommere end en fjern observatør.