Utilitarismen hævder, at den rigtige handling er den, der maksimerer den samlede lykke eller nytte. Jeremy Bentham og John Stuart Mill er de klassiske fortalere. Bentham argumenterede for, at nydelse og smerte er de eneste iboende goder og onder, og at vi bør sigte mod den største lykke for det største antal mennesker. Mill forfinede teorien ved at skelne mellem højere og lavere glæder og argumentere for, at intellektuelle og moralske glæder er overlegne. Utilitarismen er en konsekvensetisk teori. Den evaluerer handlinger ud fra deres resultater, ikke ud fra deres intentioner eller regler. Det er også en universel teori. Den kræver, at vi betragter alles lykke ligeligt, ikke kun vores egen eller vores gruppes.

Utilitarisme har haft indflydelse på økonomi, offentlig politik og etik. Den baserer sig på cost-benefit-analyser og velfærdsøkonomi. Den er også blevet kritiseret. Kritikere argumenterer for, at den kan retfærdiggøre at ofre individer for det fælles bedste, at den er for krævende, og at den ignorerer rettigheder og retfærdighed. Forsvarere svarer, at utilitarismen, korrekt forstået, respekterer rettigheder og retfærdighed, fordi de fremmer generel lykke. Varianter inkluderer handlingsutilitarisme, som evaluerer individuelle handlinger, og regelutilitarisme, som evaluerer regler. Præferenceutilitarisme fokuserer på at tilfredsstille præferencer snarere end at maksimere nydelse. Debatten mellem utilitarister og deres kritikere fortsætter.

Typer af utilitarisme

• Act. Evaluer hver handling ud fra dens konsekvenser.
• Regel. Evaluer regler ud fra deres konsekvenser.
• Præference. Maksimer tilfredsstillelsen af ​​præferencer.
• Hedonistisk. Maksimer nydelse og minimer smerte.

Utilitarisme er ikke det samme som egoisme. Egoisme søger aktørens egen lykke. Utilitarisme søger alles lykke ligeligt.