Strukturalisme er en analysemetode, der fokuserer på underliggende strukturer. Den ser efter de dybe mønstre, der former overfladefænomener. I lingvistik ser den efter sprogets regler. I antropologi ser den efter mytens og slægtskabets strukturer. I litteraturen ser den efter fortællingens strukturer. Overfladen varierer. Strukturen er konstant.

Bevægelsen opstod i Frankrig i 1950'erne og 1960'erne. Claude Lévi-Strauss anvendte strukturalismen på antropologi. Roland Barthes anvendte den på litteraturen. Ferdinand de Saussure leverede det sproglige fundament. De argumenterede for, at mening kommer fra forskel. Et ord betyder, hvad det betyder, fordi det ikke er andre ord. Strukturen er et system af forskelle.

Strukturalistiske begreber

• Sprog og prøveløsladelse: systemet og dets anvendelse.
• Betegner og betegnet: ordet og begrebet.
• Binære modsætninger: par af termer, der strukturerer betydning.
• Dyb struktur: de underliggende regler.
• Overfladestruktur: de observerbare fænomener.

Strukturalismen var indflydelsesrig. Den tilbød en videnskabelig tilgang til kultur. Den ledte efter universelle mønstre. Den udfordrede ideen om, at mening er subjektiv. Den argumenterede for, at mening er systematisk. Men strukturalismen blev kritiseret. Poststrukturalister sagde, at den var for statisk. Den ignorerede historie. Den ignorerede magt. Den antog en stabil struktur, der ikke eksisterer. Strukturalismen faldt i 1970'erne. Men dens indflydelse forbliver. Den lærte os at lede efter dybe mønstre. Den lærte os, at mening er relationel. Den lærte os, at overfladen ikke er hele historien. Strukturalisme er en metode. Det er ikke den eneste metode. Men den er en kraftfuld metode. Den ser under overfladen. Den finder strukturen. Det er dens bidrag.