Videnskabsfilosofi studerer videnskabens grundlag, metoder og implikationer. Den spørger, hvad videnskab er, hvordan den fungerer, og hvad den kan fortælle os om verden. Det er ikke det samme som videnskab selv. Videnskabsfolk bedriver videnskab. Videnskabsfilosoffer spørger, hvad videnskab forudsætter, og hvad den opnår. Feltet opstod som en særskilt disciplin i det 20. århundrede, hvor de logiske positivister i Wienerkredsen forsøgte at forankre videnskaben i empirisk verifikation. Dette program kollapsede, men det satte dagsordenen for årtiers debat.

Nøglespørgsmål inkluderer: Hvad er en videnskabelig forklaring? Hvad gør en teori god? Hvordan ændrer teorier sig? Er der en videnskabelig metode? Hvordan hænger observation og teori sammen? Karl Popper argumenterede for, at falsificerbarhed er kendetegnende for videnskab. Thomas Kuhn argumenterede for, at videnskab bevæger sig gennem paradigmer og revolutioner. Imre Lakatos foreslog forskningsprogrammer. Paul Feyerabend argumenterede for, at der ikke findes én metode. Feltet undersøger også specifikke videnskaber: fysik, biologi, neurovidenskab, økonomi. Det spørger om årsagssammenhænge, ​​love, modeller og beviser. Videnskabsfilosofi er vigtig, fordi videnskab er en af ​​de mest kraftfulde måder at vide på, og at forstå, hvordan den fungerer, hjælper os med at bruge den godt.

Nøgleemner

• Afgrænsning. Hvad adskiller videnskab fra ikke-videnskab?
• Forklaring. Hvad gør en forklaring videnskabelig?
• Teoriændring. Hvordan udvikler videnskabelige teorier sig?
• Realisme. Beskriver videnskabelige teorier virkeligheden?
• Metode. Findes der en videnskabelig metode?

Videnskabsfilosofi er ikke det samme som videnskabshistorie, selvom de to er tæt forbundet. Historien beskriver, hvad der skete. Filosofien spørger, hvad det betyder.