Naturretten er et retssystem, der er afledt af natur og fornuft, ikke af lovgivning. Den hævder, at der findes objektive moralske principper, som menneskelige love bør afspejle. Hvis en menneskelig lov modsiger naturretten, er den uretfærdig og ikke bindende for samvittigheden. Ideen går tilbage til Aristoteles og stoikerne, der argumenterede for, at en rationel orden gennemsyrer universet, og at mennesker kan opdage den gennem fornuften. Thomas Aquinas systematiserede naturretten i det 13. århundrede og argumenterede for, at det er rationelle skabningers deltagelse i Guds evige lov.

Naturretsteori har haft indflydelse på etik, politik og retspraksis. Den begrunder menneskerettigheder og argumenterer for, at visse rettigheder er iboende i den menneskelige natur. Den begrunder også pligter og argumenterer for, at visse handlinger i sagens natur er forkerte. Kritikere hævder, at naturretten er vag, at den afhænger af kontroversielle antagelser om den menneskelige natur, og at den er blevet brugt til at retfærdiggøre uretfærdige institutioner. Forsvarere svarer, at naturretten giver et rationelt grundlag for moral, der ikke afhænger af åbenbaring eller konvention. Debatten fortsætter inden for juridisk filosofi, bioetik og politisk teori.

Nøglefunktioner i naturretten

• Objektiv. Moralske principper kan opdages gennem fornuft.
• Universal. De gælder for alle mennesker.
• Normativ. Menneskelige love bør overholde dem.
• Teleologiske. De er forankret i menneskets natur og formål.

Naturretten er ikke det samme som naturlovene, som beskriver, hvordan ting opfører sig. Naturretten foreskriver, hvordan tingene burde være.