Monisme hævder, at virkeligheden består af en enkelt substans eller et enkelt princip. Det står i kontrast til dualisme, som hævder, at der er to, og pluralisme, som hævder, at der er mange. Monisme findes i forskellige former. Materialisme er en monisme: kun materie eksisterer. Idealisme er en monisme: kun sind eller ånd eksisterer. Neutral monisme hævder, at det grundlæggende hverken er mentalt eller fysisk, men noget, der går forud for begge. Spinoza argumenterede for, at der kun er én substans, som han kaldte Gud eller Natur, og at sind og krop er to egenskaber ved den.

Monisme har en lang historie. De præ-sokratiske filosoffer søgte et enkelt princip bag tingenes mangfoldighed. Thales sagde vand. Anaximenes sagde luft. Heraklit sagde ild. Parmenides sagde væren. I indisk filosofi hævder Advaita Vedanta, at virkeligheden er en enkelt, ikke-dual bevidsthed. Monisme er attraktiv, fordi den undgår det interaktionsproblem, der plager dualismen. Hvis der kun er én slags ting, er der ingen mystik om, hvordan to slags interagerer. Men monismen står over for sine egne problemer. Hvis alt er materie, hvordan forklarer vi så bevidsthed? Hvis alt er sind, hvordan forklarer vi så den tilsyneladende uafhængighed af den fysiske verden? Debatten mellem monisme, dualisme og pluralisme fortsætter.

Former for monisme

• Materialisme. Kun materie findes.
• Idealisme. Kun sind eller ånd eksisterer.
• Neutral monisme. En enkelt neutral substans ligger til grund for både sind og materie.
• Prioritetsmonisme. Helheden går forud for dens dele.

Monisme er ikke det samme som enkelhed. En enkelt substans kan være kompleks og have mange egenskaber.