Appel til uvidenhed er en fejlslutning, der hævder, at noget er sandt, fordi det ikke er blevet bevist falsk. Eller falsk, fordi det ikke er blevet bevist sandt. Fraværet af beviser behandles som bevis. Det er det ikke. Du kan ikke bevise et negativt. Det faktum, at ingen har bevist, at der ikke er noget spøgelse, betyder ikke, at spøgelser eksisterer. Det betyder, at ingen har bevist nogen af ​​​​vejene.

Fejlslutningen er almindelig i debatter om Gud, rumvæsener og konspirationsteorier. Man kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, så Gud eksisterer. Det er fejlslutningen. Den korrekte holdning er agnosticisme: vi ved det ikke. Bevisbyrden ligger hos den person, der fremsætter påstanden. Den, der fremsætter den, skal fremlægge beviser. Skeptikeren behøver ikke at bevise det negative.

Eksempler på appel til uvidenhed

• Ingen har bevist, at rumvæsener ikke besøger Jorden, så det gør de.
• Du kan ikke bevise, at Gud ikke eksisterer, så Gud eksisterer.
• Ingen har vist, at vaccinen er usikker, så den er sikker.
• Forskere har ikke forklaret alt, så teorien er forkert.
• Der er ingen beviser for valgsvindel, så valget var retfærdigt.

Appel til uvidenhed kaldes undertiden argumentum ad ignorantiam. Det er en fejlslutning om irrelevans. Manglen på beviser er ikke bevis for noget. Det er blot mangel på beviser. Inden for videnskab er fraværet af beviser ofte udgangspunktet for undersøgelse. Det er ikke en konklusion. I jura er uskyldsformodningen ikke en appel til uvidenhed. Det er en proceduremæssig regel. Anklagemyndigheden skal bevise skyld. Forsvaret behøver ikke at bevise uskyld. Det er noget andet. Appel til uvidenhed er en logisk fejl. Den forveksler det, vi ikke ved, med det, der er sandt. Verden er fuld af ting, vi ikke ved. Det gør dem ikke sande eller falske. Det gør dem ukendte.