Ad hominem er en fejlslutning, der angriber personen snarere end argumentet. Du adresserer ikke påstanden. Du angriber den, der påstår det. Du siger, at de er dumme, forudindtagede eller hykleriske. Angrebet er irrelevant for argumentets sandhed. Selv en løgner kan fortælle sandheden. Selv en tåbe kan have ret.

Udtrykket er latin og betyder "til personen". Fejlslutningen findes i flere former. *Undertrykkende ad hominem* fornærmer personen. *Indiciens ad hominem* peger på personens omstændigheder. *Tu quoque ad hominem* beskylder personen for hykleri. Alle tre undgår diskussionen. De skifter emne til personen.

Ad hominem-eksempler

• Du er for ung til at forstå økonomi.
• Du støtter kun den politik, fordi du drager fordel af den.
• Du kritiserer rygning, men du plejede at ryge.
• Han er en dømt kriminel, så hans vidneudsagn er værdiløst.
• Hun er kvinde, så hun kan ikke være objektiv omkring dette.

Ad hominem er forførende. Det er lettere at angribe en person end et argument. Det appellerer til følelser. Det samler mængden. Det undgår det hårde arbejde med at ræsonnere. Men det er en fejlslutning. Argumentørens karakter er adskilt fra argumentet. En dårlig person kan fremføre et godt argument. En god person kan fremføre et dårligt. Argumentet står eller falder på sine egne præmisser. Det er princippet. I praksis betyder karakter noget i retssale og ved valg. Troværdighed er relevant. Men troværdighed er ikke det samme som sandhed. Et ad hominem-angreb forsøger at erstatte sandhed med karakter. Det mislykkes. Argumentet består. Det skal besvares.