Et lægemiddel kan blive godkendt og stadig være uden for rækkevidde, hvis ingen betaler for det. Refusion er den proces, hvorved forsikringsselskaber, regeringer eller arbejdsgivere betaler for medicin. I mange lande forhandler et nationalt sundhedssystem priser og bestemmer, hvilke lægemidler der er dækket. I andre administrerer private forsikringsselskaber formularer og egenbetalinger. Resultatet er et kludetæppe af dækning, der varierer meget afhængigt af land, plan og lægemiddel.

Beslutninger om refusion tager højde for omkostninger, effekt og budgetpåvirkning. Vurderingsorganer for sundhedsteknologi, såsom NICE i Storbritannien og ICER i USA, vurderer, om et lægemiddel giver god valuta for pengene. De sammenligner lægemidlet med eksisterende behandlinger og beregner omkostningseffektivitetsforhold. Et lægemiddel, der er effektivt, men meget dyrt, kan være begrænset til bestemte patienter eller slet ikke dækket. Producenter forhandler med betalere og tilbyder nogle gange rabatter eller resultatbaserede kontrakter. Patienter kan stå over for egenbetalinger, selvrisiko eller co-assurance, hvilket kan påvirke overholdelsen af ​​behandlingen.

Nøglebegreber:

• Dækning. Om et lægemiddel er inkluderet i en plan.
• Copay. Det faste beløb, en patient betaler pr. recept.
• Mødeforsikring. En procentdel af medicinomkostningerne, som patienten betaler.
• Formularniveau. Det omkostningsdelingsniveau, der er tildelt et lægemiddel.
• Forhåndsgodkendelse. Godkendelse kræves før dækning.

Refusion er et af de vigtigste redskaber til at kontrollere medicinudgifter. Det former også, hvilke lægemidler patienter rent faktisk har adgang til.