Placebo er et inaktivt stof eller en behandling, der gives, som om det var aktivt. Enhver gavnlig effekt, der følger, tilskrives patientens forventning og behandlingens kontekst snarere end en specifik farmakologisk eller fysiologisk virkning af selve stoffet.

Placeboeffekter er veldokumenterede for smerter, depression og visse andre tilstande. Ritualerne i forbindelse med lægehjælp – den hvide kittel, den beroligende forklaring, selve indtagelsen af ​​en pille – kan i sig selv udløse målbare ændringer i hjerneaktivitet og symptomrapporter. Dobbeltblindede kontrollerede forsøg bruger placebo til at adskille disse forventede effekter fra de specifikke effekter af den undersøgte behandling.

Placebo-responsen er ikke "imaginær". Den involverer reelle neurobiologiske processer, herunder frigivelse af endogene opioider i smertestudier. Etisk brug af placebo i forskning kræver informeret samtykke; i klinisk praksis er målet at udnytte gavnlig forventet effekt, samtidig med at der ydes effektiv specifik behandling.

Når tro og den terapeutiske ramme i sig selv skaber forbedring, er placeboeffekten på spil.