Alexander Fleming bemærkede i 1928, at en skimmelsvamp havde dræbt bakterierne på en af ​​hans petriskåle. Den observation førte til penicillin og til et århundrede med lægemidler, der forvandlede engang dødelige infektioner til mindre gener. Antibiotika dræber bakterier eller forhindrer dem i at formere sig. De gør intet mod virus, hvilket er grunden til, at en forkølelse eller influenza ikke vil reagere på dem.

Hovedklasserne angriber forskellige bakterielle mål. Penicilliner og cephalosporiner nedbryder cellevæggen. Tetracykliner og makrolider blokerer proteinsyntesen. Fluoroquinoloner forstyrrer DNA-replikation. Hver klasse har et spektrum, hvilket betyder det område af bakterier, den dækker, og et sæt bivirkninger. Bredspektrede lægemidler rammer mange arter; smalspektrede lægemidler rammer nogle få. At vælge omhyggeligt betyder at matche lægemidlet med bakterien, ideelt set efter en dyrkning.

Resistens er det centrale problem ved moderne antibiotikabrug:

• Overforbrug. Udskrivning af midler mod virusinfektioner giver bakterier øvelse i at overleve.
• Ufuldstændige kurser. Tidligt stop kan efterlade de mest genstridige bakterier i live.
• Landbrugsmæssig brug. Rutinemæssig dosering af resistens over for husdyrracer i stor skala.
• Få nye lægemidler. Udviklingen af ​​nye klasser er aftaget, selvom resistensen vokser.

Antibiotikaforvaltningsprogrammer på hospitaler sigter mod at ordinere det rigtige lægemiddel, i den rigtige dosis, i den rigtige varighed. Indsatsen er enkel: infektioner, der engang var lette at behandle, bliver sværere.