Smerte er et signal, og smertestillende midler dæmper det. Ordet dækker over en bred vifte af lægemidler, fra paracetamol købt på en tankstation til morfin givet på en operationsstue. Det, de har til fælles, er evnen til at reducere smerteopfattelsen uden nødvendigvis at forårsage bevidsthedstab, hvilket er det, der adskiller dem fra anæstetika.

Hovedfamilierne virker på forskellige måder. Ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler som ibuprofen blokerer enzymer kaldet COX-1 og COX-2, hvilket reducerer prostaglandiner, der sensibiliserer nerveender. Acetaminophen virker centralt, selvom dens nøjagtige mekanisme stadig er omdiskuteret. Opioider binder sig til my-receptorer i hjernen og rygmarven, hvilket ændrer, hvordan smerte opfattes, og hvor ubehagelig den føles. Hver familie bærer sine egne risici: gastrointestinal blødning ved NSAID'er, levertoksicitet ved overdosis ved acetaminophen, respirationsdepression og afhængighed af opioider.

At vælge mellem dem er en praktisk øvelse:

• Mild smerte. Acetaminophen eller et NSAID, ofte nok alene.
• Inflammatorisk smerte. NSAID'er har en fordel i forhold til acetaminophen.
• Stærke eller postoperative smerter. Opioider, normalt kortvarige og ved den laveste effektive dosis.
• Neuropatisk smerte. Antikonvulsiva eller antidepressiva er ofte bedre end klassiske smertestillende midler.

WHO's tretrinsstige, udgivet i 1986 for kræftsmerter, vejleder stadig mange behandlingsplaner i dag.