Afhængighed er en tilstand præget af tvangsmæssig engagement i et stof eller en adfærd på trods af skadelige konsekvenser. Personen fortsætter med at søge stoffet eller aktiviteten, selv når det skader helbred, relationer, arbejde og selvrespekt.

Neurobiologisk set kaprer vanedannende stoffer hjernens belønningskredsløb, især de dopaminbaner, der normalt forstærker overlevelsesrelateret adfærd. Gentagen eksponering producerer tolerance - mere af stoffet er nødvendigt for den samme effekt - og afhængighed, så der opstår abstinenssymptomer, når brugen ophører. Trang kan fortsætte længe efter, at kroppen har forladt stoffet, drevet af betingede signaler og af varige ændringer i hjernens kredsløb. Adfærdsafhængighed som ludomani aktiverer overlappende systemer.

Ikke alle, der bruger et stof, bliver afhængige. Genetisk sårbarhed, tidlig stress, psykiske lidelser og socialt miljø påvirker alle risikoen. Behandlingsmetoder omfatter medicin til at lette abstinenser eller blokere stoffets virkninger, kognitiv adfærdsterapi til at ændre vaner og mestringsstrategier samt gensidige hjælpegrupper, der giver struktur og ansvarlighed. Tilbagefald er almindeligt og ses bedre som en del af det kroniske forløb end som moralsk svigt.

Afhængighed indsnævrer livet, indtil stoffet eller adfærden bliver det organiserende princip. Helbredelse er den langsomme udvidelse af det liv igen.