Kystnære økosystemer som mangrover, havgræsenge og strandenge begraver organisk kulstof i deres jord med hastigheder, der ofte overstiger hastighederne i landskove. Dette lagrede kulstof er kendt som blåt kulstof. Fordi sedimenterne forbliver vandmættede og har et lavt iltindhold, er nedbrydningen langsom, og kulstoffet kan forblive bundet inde i århundreder.

Beskyttelse og genopretning af disse levesteder tilbyder derfor en dobbelt fordel: bevarelse af biodiversitet og klimaforandringer. Når økosystemerne nedbrydes, kan det lagrede kulstof frigives tilbage til atmosfæren som kuldioxid. Nøjagtig opgørelse over lagre af blåt kulstof er ved at blive en del af nationale klimastrategier og CO2-markedsprojekter.

Forskningen fokuserer på at måle nedgravningsrater, forstå kulstofs skæbne, når det forlader kystzonen, og kvantificere de yderligere fordele ved kystbeskyttelse og fiskeristøtte. Initiativer for blå kulstofproduktion er mest effektive, når de også adresserer de lokale sociale og økonomiske faktorer, der driver tab af levesteder.

En sund havgræseng kan akkumulere kulstof i sine sedimenter år efter år med ringe synlig ændring på overfladen.