I 1215 tvang engelske baroner Kong Johan til at acceptere en skriftlig begrænsning af sin magt. Magna Carta, eller Det Store Charter, behandlede feudale klager, beskyttede visse rettigheder for frie mænd og fastslog, at kongen var underlagt loven.

De fleste af de oprindelige klausuler omhandlede specifikke problemstillinger fra det trettende århundrede og blev senere revideret eller kasseret. Et par principper – især dem vedrørende retfærdig rettergang og samtykke til beskatning – blev gentagne gange påberåbt i senere forfatningsmæssige kampe i England og dets kolonier.

Charterets symbolske betydning voksede gennem århundreder. Modstandere af kongelig absolutisme i det 17. århundrede og amerikanske revolutionære i det 18. århundrede nævnte det som bevis på en gammel forfatning, der begrænsede herskere. Originale dokumenter har overlevet og behandles som grundlæggende dokumenter i den juridiske tradition, selvom deres middelalderlige kontekst adskiller sig markant fra moderne konstitutionalisme.

• 1215-charter, der begrænser den engelske kongemagt
• Behandlede baronielle og juridiske klager
• Senere fortolket som et konstitutionelt vartegn
• Overlevende kopier er ikoniske juridiske artefakter