Politiske fællesskaber bryder sommetider fri fra eksternt styre. Uafhængighed er en betingelse for en stat eller nation, der ikke er underlagt en anden magts suverænitet. Det formaliseres typisk ved erklæring, traktat eller international anerkendelse.

Uafhængighedsbevægelser har trukket på forskellige ideologier – liberale, nationalistiske, socialistiske – og har anvendt forhandling, ikke-voldeligt pres og væbnet kamp. Det tyvende århundrede oplevede en bølge af uafhængigheder, da europæiske imperier blev opløst. Nye stater stod derefter over for opgaverne med at opbygge institutioner og definere statsborgerskab.

Juridisk uafhængighed fører ikke automatisk til økonomisk autonomi eller intern samhørighed. Historikere undersøger både tidspunktet for magtoverdragelsen og de længere processer, der gik forud og fulgte efter den. Fejringer af uafhængighed bliver ofte centrale ritualer for national identitet.

• Frihed fra ekstern politisk kontrol
• Formaliseret ved erklæring eller anerkendelse
• Opnået gennem forskellige strategier
• Efterfulgt af udfordringer med statsopbygning