Punktkildeforurening kommer fra et enkelt, identificerbart sted. Et rør fra en fabrik. En grøft fra en foderplads. Et spildevandsrensningsudløb. Kilden har en adresse. Det gør det lettere at regulere, overvåge og håndhæve end forurening, der kommer fra alle vegne på én gang.

Clean Water Act fra 1972 gjorde punktkildeforurening til det centrale element i den føderale vandregulering. Enhver, der udleder forurenende stoffer fra en punktkilde i sejlbare farvande, skal have en tilladelse. Tilladelsen sætter grænser for, hvad der kan udledes, og kræver overvågning. Systemet har dramatisk forbedret vandkvaliteten i mange floder og søer, selvom håndhævelsen varierer, og aldrende infrastruktur stadig lækker.

Eksempler på punktkilder

• Industrielle afløbsrør.
• Kommunale spildevandsrensningsanlæg.
• Kombineret kloak løber over under kraftig regn.
• Koncentreret dyrefodring.
• Regnvandsudledning fra store byggepladser.

Punktkilderammen fungerer, fordi den er konkret. Man kan tage prøver af vandet for enden af ​​røret. Man kan spore forurening tilbage til et specifikt anlæg. Man kan pålægge operatøren en bøde. Svagheden er, at mange af de værste vandkvalitetsproblemer stammer fra ikke-punktkilder, som tilladelsessystemet ikke når. Regulering af punktkilder er en succeshistorie, men det er kun en del af billedet.