Ironi er en kontrast mellem forventning og virkelighed, eller mellem hvad der siges og hvad der menes. Den trives på kløften mellem udseende og sandhed.

Verbal ironi opstår, når en taler siger én ting, men mener en anden, ofte det modsatte. Situationsironi opstår, når begivenheder udvikler sig i modstrid med det forventede. Dramatisk ironi opstår, når publikum ved, hvad karaktererne ikke ved. Alle tre former afhænger af en dobbelt bevidsthed: overfladen og den underliggende virkelighed. Ironi kan være komisk, bitter, blid eller tragisk afhængigt af indsatsen og tonen.

At opdage ironi kræver kontekstfølsomhed; den samme sætning kan være bogstavelig eller ironisk afhængigt af situation og fremførelse. Forfattere signalerer ironi gennem tone, uoverensstemmelse, overdrivelse eller begivenhedernes arrangement. Alt for åbenlys ironi føles tunghændet; vellykket styret ironi giver læseren glæden ved at se gennem overfladen til en mere kompleks sandhed.

Når meningen lever i uoverensstemmelsen snarere end i den ligefremme udtalelse, er ironien på spil.