Direkte karakterisering opstår, når fortælleren eller en anden karakter eksplicit fortæller læseren, hvordan en karakter er. Træk angives snarere end antydes gennem handling eller dialog.

"Hun var en generøs kvinde" er direkte karakterisering. Alternativet – at vise karakteren give tid og ressourcer uden at blive bedt om det – er indirekte. Begge metoder er nyttige. Direkte karakterisering er effektiv og kan hurtigt fastslå grundlæggende træk; overbrugt føles den direkte og efterlader læseren kun lidt arbejde. Dygtige forfattere kombinerer ofte de to, idet de nævner et træk og derefter demonstrerer det, eller lader senere handlinger komplicere en indledende direkte udtalelse.

I førstepersonsfortælling karakteriserer talerens direkte kommentarer om andre også taleren, fordi vurderingerne afslører værdier og bias. Direkte karakterisering er almindelig i ældre fiktion og i visse populære genrer; moderne litterær fiktion har en tendens til at favorisere den indirekte metode, selvom den direkte tilgang aldrig helt forsvinder.

Når teksten blot annoncerer en karakters kvaliteter, er karakteriseringen direkte.