En dannelsesroman er en roman, der følger den moralske, psykologiske og sociale dannelse af en ung hovedperson fra barndommen eller ungdomsårene til voksenalderen. Det tyske udtryk betyder "dannelsesroman".

Det klassiske mønster følger heltens uddannelse gennem erfaring – ofte en rejse væk hjemmefra, møder med mentorer og fristere, fejltagelser og i sidste ende integration i samfundet eller bevidst afvisning af det. Goethes Wilhelm Meisters læretid etablerede typen; Dickens' Store forventninger, Joyces Et portræt af kunstneren som ung mand og mange senere coming-of-age-romaner tilpasser den. Fokuset forbliver lige så meget på intern udvikling som på eksterne begivenheder.

Ikke alle historier om at vokse op er en dannelsesroman. Genren indebærer en meningsfuld bue af selvopdagelse og en endelig position - uanset hvor foreløbig - hvorfra det tidligere liv kan forstås. Samtidige versioner kan sætte spørgsmålstegn ved selve muligheden for sammenhængende selvdannelse, men de arbejder stadig inden for forventningen om, at ungdommen er en periode med afgørende formning.

Når en romans centrale anliggende er, hvordan en ung person bliver den voksne, de er, tilhører det traditionen for dannelsesromanen.