En græsningsareal åbent for alle hyrder. Hver enkelt vinder ved at tilføje et andet dyr. Omkostningerne ved overgræsning deles af alle. Så hver hyrde tilføjer flere dyr, og græsningsarealet ødelægges. Dette scenarie, beskrevet af Garrett Hardin i et essay fra 1968, er fællesnyttighedens tragedie. Det forklarer, hvorfor fælles ressourcer udtømmes, selv når alle ved, at resultatet er dårligt.

Logikken er overbevisende, men Hardin overdrev uundgåeligheden. Elinor Ostrom brugte årtier på at studere lokalsamfund, der forvalter fælles ressourcer med succes. Schweiziske landmænd styrer alpine græsgange med regler, der går århundreder tilbage. Spanske kunstvandingsdistrikter fordeler vand blandt landmænd gennem valgte domstole. Japanske landsbyer fastsætter fiskekvoter. Disse systemer fungerer, fordi de kombinerer klare regler, overvågning og graduerede sanktioner.

Tragedien er reel, når der ikke findes nogen regeringsførelse. Internationale farvande, atmosfæren og det ydre rum er alle sårbare. Løsningen er ikke altid privatisering eller statslig kontrol. Nogle gange er det samfundsforvaltning, skræddersyet til lokale forhold. Ostrom vandt en Nobelpris for at vise, at samfund kan løse kollektive handlingsproblemer uden hverken markeder eller stater. Den indsigt har omformet, hvordan økonomer og politikere tænker om ressourceforvaltning.

Commons-eksempler

• Havfiskeri
• Atmosfærisk kulstof
• Grundvandsakviferer
• Offentlige græsningsarealer
• Antarktiske krillbestande