Regeringer har to primære redskaber til at styre økonomien: pengepolitik, der styres af centralbanker, og finanspolitik, der styres af lovgivende forsamlinger og finansministerier. Finanspolitik betyder beskatning og udgifter. Når regeringen sænker skatterne eller bygger en bro, er det finanspolitik. Når den hæver skatterne eller skærer i et program, er det også finanspolitik.

Under recessioner foretrækker mange økonomer ekspansiv finanspolitik: sænk skatterne, brug flere penge, lad underskuddene vokse. Ideen er at lægge penge i folks lommer og skabe arbejdspladser, når den private sektor skærer ned. Under højkonjunkturer vender opskriften: hæv skatterne eller skær ned på udgifterne for at køle tingene ned og genopbygge råderum i den offentlige sektor. I praksis finder politikere det meget lettere at bruge penge end at stramme op.

Finanspolitikken fungerer langsomt. Skattelettelser tager tid om at påvirke adfærd. Infrastrukturprojekter tager år at planlægge og bygge. Når stimulusordningerne rammer, kan recessionen være overstået. Automatiske stabilisatorer, som arbejdsløshedsforsikring, virker hurtigere, fordi de træder i kraft uden ny lovgivning. Derfor foretrækker økonomer dem ofte frem for diskretionære programmer.

Finansielle værktøjer

• Indkomst- og selskabsskatter
• Offentlige udgifter til varer og tjenesteydelser
• Overførselsbetalinger som arbejdsløshedsunderstøttelse
• Infrastrukturinvesteringer
• Skattefradrag og tilskud