Garvning behandler dyrehuder, så de bliver til læder. Rå hud er letfordærvelig. Den tørrer hårdt, rådner, når den er våd, og tiltrækker insekter. Garvning stabiliserer kollagenet i huden, så den forbliver fleksibel, modstår forrådnelse og holder til brug. Processen har været praktiseret i tusinder af år, og den grundlæggende kemi har ikke ændret sig så meget, som man måske tror.

Vegetabilsk garvning bruger tanniner fra træbark, blade og rødder. Det tager uger, nogle gange måneder, og producerer fast læder, der ældes smukt. Kromgarvning bruger kromsalte og tager timer. Det er hurtigere og producerer blødere, mere ensartet læder, hvilket er grunden til, at det meste sko- og beklædningslæder er kromgarvet. Hjernegarvning bruger dyrehjerner, en metode, der bruges af mange oprindelige kulturer. Lecithinen i hjernen olierer huden og gør den blød.

De vigtigste garvningsmetoder

• Vegetabilsk garvning — langsom, fast læder, naturlige tanniner
• Kromgarvning — hurtig, blød, ensartet, mest almindelig i dag
• Hjernebruning — traditionel, meget blød, arbejdskrævende
• Kombinationsgarvning — først krom, derefter vegetabilsk garvning for specifikke egenskaber

Garvning er et beskidt og ildelugtende arbejde. Skindene skal skrabes, iblødsættes og strækkes mellem trinene. Det færdige læder er det værd. Godt læder holder længere end syntetiske materialer og udvikler en patina med brug.