Kunstværker har en tendens til at gruppere sig i genkendelige typer. En genre er en kategori defineret af fælles konventioner om form, stil eller emne. Kriminalromaner handler om en forbrydelse og en efterforskning; sonetter følger et fast rimskema og en længde; westernfilm involverer typisk en grænsesituation og en konflikt mellem orden og lovløshed. Læsere og seere bruger genreforventninger til at orientere sig og til at bedømme, hvordan et bestemt værk opfylder eller undergraver disse forventninger.

Genrer udvikler sig. Nye kombinationer dukker op, gamle falmer, og hybride former udvisker grænserne. Et enkelt værk kan tilhøre mere end én genre på én gang. Markedsføringskategorier forenkler ofte landskabet, men de underliggende konventioner forbliver nyttige for både skabere og publikum. Forfattere, der forstår den genre, de arbejder i, kan bevidst beslutte, hvornår de skal opfylde forventningerne, og hvornår de skal overraske.

Studiet af genrer afslører de uudtalte kontrakter mellem kunstskabere og forbrugere. Disse kontrakter er ikke rigide love; de ​​er mønstre, der har vist sig effektive til at organisere oplevelser og skabe mening. At anerkende dem uddyber både glæden ved fortrolighed og effekten af ​​innovation.