En karakter går hen over et trægulv. Fodtrinene er ikke dem, der er optaget på settet. De er Foley. Foley er en gengivelse af hverdagslyde, der blev tilføjet i postproduktionen. Teknikken er opkaldt efter Jack Foley, en lydredigerer hos Universal Studios, der udviklede teknikken i 1920'erne. Lydene omfatter fodtrin, raslen af ​​tøj, døre, der åbner sig, klirrende glas og slag, der lander. De er optaget i et studie, synkroniseret med billedet, af en Foley-kunstner.

Foley er nødvendig, fordi lydene optaget på settet ofte er ubrugelige. Boom-mikrofonen opfanger dialog, ikke fodtrin. Kulissen er støjende. Skuespillerens sko er forkerte til karakteren. Instruktøren ønsker en specifik lyd, der ikke findes i den virkelige verden. Foley erstatter de manglende lyde og forstærker de eksisterende. Det tilføjer tekstur, realisme og følelsesmæssig effekt.

Foley-kunstnere arbejder i et specialudstyret studie, kaldet en Foley-scene. De ser billedet og fremfører lydene i realtid. De bruger en række rekvisitter: sko, stof, glasvarer, døre og grus. De kan gå på forskellige overflader for at matche karakterens skridt. De kan knuse et kålhoved for at simulere et slag. De kan knække en gulerod for at simulere et knækket knogle. Arbejdet er kreativt og fysisk. Det kræver timing, fantasi og et godt gehør.

Foley er et af de mest usynlige kunsthåndværk inden for film. Når det virker, bemærker publikum det ikke. De tror bare på verden. Når det fejler, føles filmen hul. Foley er lyden af ​​virkeligheden i en konstrueret verden.