I 1973 animerede en computer en hånd i Westworld. I 1993 animerede den dinosaurer i Jurassic Park. I 1995 animerede den en hel spillefilm i Toy Story. Computergenererede billeder, eller CGI, har transformeret filmverdenen. Det skaber billeder udelukkende med software, fra karakterer til miljøer til effekter, der ville være umulige, farlige eller dyre at optage i praksis. Det bruges nu i næsten alle film, ofte på måder, som publikum aldrig bemærker.

CGI dækker et bredt spektrum. Det skaber fotorealistiske væsner, som dinosaurerne i Jurassic Park eller Na'vi i Avatar. Det skaber digitale miljøer, som byerne i Blade Runner 2049. Det skaber effekter, som eksplosioner, ild og vand. Det fjerner uønskede genstande, som ledninger, platforme og moderne bygninger i periodefilm. Det afælder skuespillere, genopliver døde og skaber digitale dobbeltgængere til stunts. Det er et værktøj med uendelige muligheder og uendelige omkostninger.

CGI er ikke en erstatning for historiefortælling. En film med fantastiske effekter, men et svagt manuskript, fejler stadig. Den bedste CGI tjener historien. Den skaber en verden, der føles virkelig nok til at tro på. Den forsvinder ind i filmen. Når den ikke gør det, bliver den en distraktion. Den uhyggelige dal, hvor et digitalt menneske ser næsten ud, men ikke helt virkeligt, er en vedvarende udfordring. Teknologien bliver ved med at forbedres. Bedømmelsen af, hvornår man skal bruge den, gør den ikke.