Et reservekrav er den minimumsandel af indlån, som banker skal holde som reserver. De kan ikke låne dem ud. Kravet er fastsat af centralbanken og gælder for transaktionskonti, såsom checkkonti. Hvis kravet er 10 procent, og en bank har 100 millioner dollars i indlån, skal den holde 10 millioner dollars i reserver og kan låne de resterende 90 millioner dollars ud.

Reservekravet er et pengepolitisk værktøj. En forhøjelse af det reducerer det beløb, bankerne kan udlåne, hvilket strammer kreditten. En sænkning af det øger udlånskapaciteten. I praksis ændrer centralbanker det sjældent, fordi virkningerne er upræcise og svære at forudsige. Markedsoperationer og rentepolitik er foretrukne værktøjer.

USA reducerede sit reservekrav til nul i marts 2020. Federal Reserve argumenterede for, at der var rigelige reserver, og at kapital- og likviditetsreglerne var tilstrækkelige til at kontrollere risikoen. Andre lande bruger stadig reservekrav. Kina justerer dem ofte for at styre kreditvæksten. Brasilien bruger dem til at modvirke kortsigtede kapitaltilstrømninger.

Reservekrav er ikke det samme som kapitalkrav. Reserver er kontanter eller indskud i centralbanken, der holdes for at imødekomme udbetalinger. Kapital er forskellen mellem aktiver og passiver, der holdes for at absorbere tab. Begge dele har betydning, men de tjener forskellige formål. En bank kan opfylde sit reservekrav og stadig gå konkurs, hvis den mangler kapital.