Enhver forlygte har én funktion: kaster lys langt nok ned ad vejen, så en bilist kan reagere. De tidligste versioner var acetylenlamper boltet fast på hestevogne. Elektriske pærer ankom omkring 1912, og sealed-beam-enheder dominerede amerikanske biler fra 1940 til 1980'erne, hvor komposithuse og udskiftelige halogenpærer tog over.

Moderne forlygter er konstruerede systemer, ikke bare lamper. Reflektorene og projektorlinserne former lysstrålemønsteret, så det oplyser vejen uden at blænde modkørende trafik. Halogen-, xenon-HID- og LED-kilder producerer hver især forskellige farvetemperaturer og levetider. Matrix-LED og adaptive systemer styrer nu lyset uden om køretøjer foran.

Almindelige forlygtetyper

• Halogen: billigt, varmt gult lys, kort levetid.
• Xenon HID: klart hvidt buelys, kræver en ballast.
• LED: effektiv, langtidsholdbar, tænder med det samme.
• Laser: kun fjernlys, meget lang rækkevidde, dyr.

Reglerne er meget forskellige. Europa tillader avancerede adaptive lysstråler, som USA først for nylig har tilladt. En udbrændt forlygte er en sikkerhedsbrist i de fleste jurisdiktioner, og forkert justerede lysstråler dumper mange steder inspektionen.