Mellem Mars og Jupiter ligger en ring af klippeaffald kaldet asteroidebæltet. Det er ikke et tæt felt af tumlende klipper, som filmene antyder. Bæltet består for det meste af tomt rum. Dets samlede masse er omkring 4 procent af Månens, og det største objekt, Ceres, indeholder en tredjedel af det. Hvis du stod på én asteroide, ville du sandsynligvis ikke se en anden uden et teleskop.

Bæltet eksisterer, fordi Jupiters tyngdekraft forhindrede materialet der i at smelte sammen til en planet. Kæmpeplanetens tiltrækningskraft rørte op i regionen og forhindrede planetesimalerne i at sætte sig i stabile baner. Det, der er tilbage, er en spredt population af klippelegemer med forskellige grupper baseret på deres sammensætning og orbitalkarakteristika.

Bæltet er ikke statisk. Kollisioner splitter asteroider fra hinanden, og gravitationsresonanser med Jupiter slynger nogle af dem indad mod det indre solsystem. Disse undslippende asteroider bliver til asteroider nær Jorden og lejlighedsvis meteoritter, der lander på Jorden.