Kulstof-14-datering måler henfaldet af kulstof-14 for at bestemme alderen på organiske rester. Levende ting absorberer kulstof fra atmosfæren, inklusive en lille mængde radioaktivt kulstof-14. Når de dør, begynder dette kulstof at henfalde med en kendt hastighed. Ved at måle, hvor meget der er tilbage, kan forskere beregne, hvor længe siden organismen døde. Willard Libby udviklede metoden i slutningen af ​​1940'erne og vandt en Nobelpris for den i 1960.

Teknikken virker på materialer, der er op til omkring 50.000 år gamle. Knogler, træ, trækul, skaller og tørv er almindelige prøver. Kontaminering er et konstant problem. Et enkelt fingeraftryk eller en dråbe konserveringsmiddel kan forvrænge resultaterne. Kalibrering er også nødvendig, fordi atmosfæriske kulstof-14-niveauer har varieret over tid. Årsringsekvenser og andre data bruges til at korrigere rå dateringer.

Hvad den kan og ikke kan gøre

• Datoer organiske materialer, ikke sten eller metal.
• Effektiv i op til cirka 50.000 år.
• Kræver kalibrering i forhold til kendte standarder.
• Kontaminering er en væsentlig kilde til fejl.

Kulstof-1-datering transformerede arkæologien. Den omdannede relative sekvenser til absolutte kronologier og tvang forskere til at opgive mange tidligere antagelser om forhistoriens tempo.