At gå på to ben er et af de definerende træk ved den menneskelige slægt. Tobenethed optrådte hos homininer millioner af år før store hjerner eller stenredskaber. Fossilbeviser, herunder fodspor ved Laetoli i Tanzania og Lucys bækken, viser, at tidlige homininer var oprejste vandrere, mens de stadig tilbragte tid i træer. Skiftet skete ikke på én gang. Det var en gradvis ombygning af skelettet over millioner af år.

Hvorfor det skete, er fortsat omdiskuteret. Nogle forskere peger på klimaforandringer: efterhånden som skovene skrumpede og savannerne udvidede sig, blev det mere effektivt at gå mellem træpletter. Andre antyder, at det frigjorde hænderne til at bære mad, værktøj eller spædbørn. En anden idé er, at det at stå op reducerede varmeeksponeringen i åben sol. Disse forklaringer udelukker ikke hinanden.

Anatomiske tegn

• Et bækken, der er kort og skålformet i stedet for langt og fladt.
• En rygsøjle med en S-kurve, der placerer hovedet over hofterne.
• Benknoglerne er vinklet indad, hvilket bringer fødderne under kroppens centrum.
• En storetå på linje med de andre i stedet for at være modsatrettet.

Tobenethed er ikke unikt for mennesker, men blandt primater er det sjældent. Det banede vejen for alt, der fulgte.