Vanding er den kunstige vandforsyning til afgrøder, der bruges overalt, hvor nedbøren er for lidt, for upålidelig eller forkert timet. Det er det, der muliggør landbrug i Nildalen, Punjab, Central Valley i Californien og de tørre sletter i det nordlige Kina.

Metoderne spænder fra de ældgamle til de præcise. Oversvømmelsesvanding spreder vand over en mark og lader det sive ind. Furevanding sender det ned i skyttegrave mellem rækker. Sprinkleranlæg imiterer regn, og drypledninger leverer vand direkte til rodzonen, dråbe for dråbe. Center-pivot-systemer ruller langsomt hen over store marker. Hver metode har forskellig pris, effektivitet og tilpasning.

De store spørgsmål

• Kilde: floder, reservoirer, grundvandsmagasiner eller genbrugsvand
• Levering: tyngdekraft, pumper eller trykrør
• Planlægning: hvornår og hvor meget, baseret på jord og afgrødestadium
• Dræning: hvor overskydende salt går hen, og om saltet ophobes

Grundvandsspejlet falder i mange af verdens mest produktive regioner. Fokus er nu på dryp, jordfugtighedssensorer og underskudsvanding, som anvender lige nok vand til at nå udbyttemålene uden spild.